QBICO NIGHT

KNTN & INSULA MUSIC præsenterer:
Lørdag d. 8 maj kl 21.00 Global, Nørre Allé 7
Entré: 100 kr. To dages billetter 125 kr. www.insulamusic.dk
På lørdag lægger spillestedet Global på Nørrebro hus til et
jazz-arrangement, hvor det tegner til at hele klang-spektret - og lidt
til - vil blive taget i brug.
Danske, finske, italienske, engelske, amerikanske og tyske musikere
bliver samlet under det italienske kult-pladeselskab QBICOs
eksperimenterende banner og aftenen kommer til at stå i det gode karma
og den energiske energis tegn.
QBICO har afholdt lignende arrangementer rundt omkring i verden i
løbet af de sidste fem år, men denne gang er det København, der har
æren af at være Ground Zero, når lydbølgerne fra nogle af de mest
interessante navne indenfor den syrede og eksperimenterende moderne
jazz breder sig over Nørrebro.
Der vil blandt andet kunne høres musik med den tyske multikunstner
Hartmut Geerken, der denne aften spiller sammen med Don Moye, som slog
igennem som percussionist i Art Ensemble Of Chicago.
Den engelske lyd-healer og New Age-pioner Frank Perry tropper op med
sine tibetanske "synge-bowler" og det finsk-italienske Free Jazz
kollektiv Jooklo Finnish Quartet, der før har gæstet Danmark i diverse
konstellationer, står for noget af det mest kosmiske og organiske
jazz, der for tiden kan opdrives.
Danmark er præsenteret i form af gruppen Shiggajon, en skiftende
gruppe af musikere med duoen Nikolaj Brix Vartenberg og Mikkel
Reher-Langberg som den hårde kerne. Deres lydbillede tager
udgangspunkt i en form for primitiv, folkemusik-inspireret jazz og kan
føre til lidt af hvert alt efter hvor solen, månen og stjernerne
befinder sig den pågældende aften.
Koncerten er støttet af Københavns Musikudvalg og Kunststyrelsen